Landcruiser HJ60. Bilen er indregistreret i Sverige

– 4,2L TD HJ61 (turbo original, monteret i 90′erne)
–  Afjedring 90 cm vandring
– Hjul: Cooper Discoverer S/T str. 33″/12.50R15
– 2 reservehjul på stålfælge
– Netbook GPS
– CD/Radio
– Kompressor
– Forbrugsbatteri (24V) + (12V)
– 24 -> 12V converter – 24 -> 220V converter
– Rullegardin foran kølergitter
– Snorkel
– Olje-luftfilter
– Spil med 40m kabel/8mm
– Skuffesystem
– Kabinevarmer
– Bagsæde
– 215 L Ekstratank (afmonteret)
– Jerry Can
– Rigtig mange reservedele (filtre, pakninger, ekstra gearkasse, vandpumpe, 24V starter, mv.)
– nyt bundkar+servohus

PRIS DKK 60.000,-

SÆLGES SÆRSKILT:

Stor alu-tag-rack
PRIS 5000,-

2 stk. Hannibal tagtelte 240x140cm. (med fabriksnye covers)
PRIS 7500,- pr. stk.

Engel Køleskab 45L 12/24/230V, kun brugt i 5 md.
PRIS 4500,-

Hi-Lift donkraft med løftekroge til hjul
PRIS 700,-

Tak til alle dem der har fulgt os på turen. Det har virkelig været en fornøjelse med så mange tilskuere…

Sandy (vores kære Toyota) har lige haft 600000 km-jubilæum. Hun spiser lidt olie, og bliver lidt rød i termometeret ved over 100 km/h i modvind. Hun knirker lidt hist og pist, og har nok lidt mere slør i styretøjet end i sine unge dage. Men i det store og hele er der ingen alarmerende skavanker. Og det transplanterede hjerte (en turboladet hj61-motor) giver stadig masser af km for pengene, så når vi kører fornuftigt kan hun næsten komme op på 9km/L.

Jubilæet blev fejret på behørig vis med selvindsamlede blåmuslinger fra Vesterhavet dampet i hvidvin og fløde til forret og road-kill-salat (ung karakal smager forbløffende meget som kylling) til hovedret.

Det er lørdag eftermiddag, vi sidder alle 5 og er meget koncentrerede om hver vores computer og internet. Endelig har vi god tid og endelig finder vi noget net der er holdbart, så nu gælder det om at få lagt videoer, billeder, film og ikke mindst opdateringer op på hjemmesiden, så der er noget at læse for alle derhjemme, dem vi har mødt undervejs og dem vi kommer til at møde. Det har været lidt trægt med internet og med at få smidt et par opdateringer op, siden vi kørte fra Kenya, så det bliver der rådet bod på nu.

 Vores kort og GPS fortæller os, at vi lige nu sidder i Swakopmund, Namibia. Vi har nu været afsted i 127 dage 6 timer 23 minutter 41 sekunder fortæller tælleren inde på hjemmesiden, lige nu, og vi har under 3 uger tilbage før vi står på dansk jord…7…9…13… Det er godt nok underligt at tænke på, men selvfølgelig også rart.

- hvad sker der i morgen, hvad skal jeg lave når jeg kommer hjem, hvilken souvenir skal jeg købe med hjem, hvordan bliver det mon ikke at skulle fragte sig fra A til B hver dag, når vi kommer hjem…det er nogle af de tanker der går igennem mit hoved, nu hvor vi er ved at være i mål. Det er dog ikke noget der spolere den sidste tid vi har sammen på turen, jeg læder mig til at køre de sidste km med drengene og jeg glæder mig til at vi køre ind i Cape Town, løber ud af af bilen, hopper af motorcyklerne skyder proppen af en flaske champagne og giver hinanden et ordentligt kram.

I Malawi startede vi med, at fejre Runes fødselsdag, hvor vi havde besluttet os for at give ham et strygejern!!! åndsvagt? måske, men han har det stadig, så glad blev han da. Vi fejrede ham et sted der hedder Mayorka Village “for young and heart”, super hyggeligt backpackersted der ligger på en frodig klippeskråning ned til vandet, med hytter placeret rundt omkring og trappesystem der fører en rundt. Stedet lagde virkelig op til afslapning, og det blev der også gjort. Vi var på tur med båd og så fiskeørne, hoppede i vandet fra klipper og sad med de sødeste hundehvalpe i skødet, der var 7 stk af dem hvor vi boede og vi var så tætte på at tage en af dem med os i bilen. Derfra kørte vi sydpå til Monkey Bay, hvor vi så kæmpe sorte insektsværme ude over vandet, de frodigste egne vi ikke har set mange steder i Afrika og rigtig mange mennesker over det hele. Vi boede på “Fat Monkey” i Monkey Bay hvor vi faldt lidt i snak med et ældre svensk ægtepar, som kiggede lidt efter vores bil da vi kom kørende ind på pladsen. Det viste sig, at de faktisk havde kigget på samme bil og havde også prøvekørt den, før vi købte den…verden er godt nok lille.

- Vi har klaret at køre igennem 3 lande på en dag, 2 gange. Første gang fra Malawi gennem Mozambique og ind i Zimbabwe og anden gang fra Zimbabwe gennem Botswana og ind i Namibia. Vi missede ikke rigtigt noget af at køre direkte igennem Mozambique, der var så p.ssevarmt, så vi svedte som svin hver gang vi bare stoppede et minut. Botswana havde vi egentligt hørt godt om, og var lidt ærgerlige over ikke at se lidt mere af…men sådan er det når der lige pludseligt er en tidsplan at skulle tage hensyn til.

Efter at have kørt fra Kenya til Zimbabwe, hele vejen på asfalt, synes vi alle det kunne være lidt sjovt, at komme ud og køre på lidt jordveje. SÅ der blev kigget lidt på kort og tilsvarende på GPS for at se om kortvejene også var på GPS’erne. Ved en ren tilfældighed mødte vi en mand, eller rettere sagt, han mødte os. Han synes ikke vi skulle køre videre i mørke og inviterede os derfor hjem til sit hus hvor vi blev inviteret på pizza og overnatning i haven. Han arbejder som naturkonservator/skovfoged, jager krybskytter, genopbygger naturparker og forsøger at få de truede dyrearter op på banen igen. Det viste sig, at han kendte det område, Lake Kariba, vi havde i tankerne, som hans egen bukselomme og vi gjorde god gavn af hans viden om området. Vi endte med at køre rundt på jordveje i 3 dage, hvilket var en fed oplevelse, det gik ret nemt da regntiden vidst ikke har været så slem hernede, så vejen var knastørre og vi drønede bare afsted. Efter 3 dage var vi ved Victoria Falls, hvor vi endte med at tage en hviledag. Første dag så vi vandfaldet og blev alle drivvåde fra top til tå, godt vi ikke havde digitale  spejlrefleks- , video- og kompaktkameraer med alle sammen!!! på andendagen var vi ude og rafte på Zambizi River…SHIT HVOR VAR DET FEDT…nøj hvor er der nogle vilde kræfter på spil på sådanne en flod. Det ene øjeblik ku vi kun se vand og det andet øjeblik kunne vi kun se himlem, det gav et sus i maven som kun kunne komme ud af kroppen ved hjælp af et ordentligt YYYAAAaaahhaaaaaaaaaaa….guiderne havde i løbet af dagen filmet alle bådene der var afsted og havde flækket en film sammen som vi var oppe at se om aftenen på en bar der hedder “Shoe String”, noget af filmen kommer formentligt på hjemmesiden. Her faldt vi i snak med nogle canadiere og festede med dem resten af aftenen, hvilket resulterede i, at folk smed hinanden i poolen, en tur i byen som alle burde være!!!

- der var god plads på en eller anden måde, ingen køer på vejen…

Som tidligere nævnt sidder vi nu i Swakopmund, i Namibia. Vi kørte ind i Namibia søndag og fik helt indtryk af vi kørte sydpå af de tyske motorveje, på vej mod alperne…altså hvis man så bort fra aberne der løb over vejen, elefanterne der stod i vejkanten som nogle kæmpe mastodonter som man ikke har lyst til at komme for tæt på, skiltene der fortæller en man skal være opmærksom på “pumpaer/vortesvin”, næsehorn og elefanter. På de normale asfaltvej må man køre 120 km/t, men når vi drejer ind på jordvejene har vi godt nok skulle sænke farten til 100 km/t, for det er jo en helt normalt ok fart at køre på grusveje…hvis man er rallykøre!!!

- Vejene er så godt asfaltbelagte og så snorlige, at vi næsten kan se frem til den næste by, selvom den ligger 150 kmforan os!!!

vi har overnattet ude i et reservat, hvor en mand ikke var så tilfreds med at vi camperede i hans område, indtil han lige fik lidt betaling, her vågnede vi op til 3 giraffer som stod 50 m, det kan næsten ikke blive mere Afrika end det. Derfra kørte vi til et område der hedder Spitzkoppe, som er et klippetærren, der ligger midt ude i ørkenen, det ser meget vildt ud på afstand. Vi har medbragt klatreudstyr på turen og ved et rent tilfælde slog vi lejr ved siden af en masse boltede ruter, vi så dem ikke da vi kom da det var blevet mørkt. Så dem var Andreas og Rune oppe at lege lidt på forleden, inden vi kørte ud til kysten. Det første vi gjorde da vi kom ud til kysten var at køre ned til vandet, af med tøjet og så i bølgen blå med os…ikke så varmt som ovre på den anden side i det Indiske Ocean, men varmt nok til at vi alle måtte en tur under. Fra badeturen og til vi er nu var der 75 km, hvor vi fik taget et par billeder hjem til nogle af vores sponsorere og et par gruppebilleder. Nu er vi snart færdige med at være på nettet, alt hvad der skulle klares er klaret og maverne er ved at være sultne.

Håber alle hjemme har det godt.

Vi mødtes på Zanzibar, hvor vi havde ca. 5 dage fordelt ud med nogle dage i  Stone Town og nogle dage på nordøen. Her efter sejlede vi til fastlandet og brugte lidt over 2 uger på at rejse fra Dar Es Salaam til Nairobi, hvor vi sagde på gensyn om 1,5 måned…isch…ca…

På Zanzibar var vi ude at snorkle  med delfiner, det var egenetligt mere  en jagt på delfinder, da der var ca. 10 joller som jagtede delfinderne rundt. Ikke helt hvad vi havde forventet, men det lykkedes da mig at dykke ca 1 meter ved siden af nogle delfiner et par gange, sjov oplevelse. Ved Tiwi Beach (syd for Mombasa, Kenya) var vi ude at  samle nogle super flotte søstjerner, holdte søpindsvin i hænderne (uden at stikke sig) og snorklede på et lavt rev med massere af flotte farverige fisk bl.a. og pisse mange søpindsvin, hvor man lige skulle kigge sig godt for, før man satte fødderne. Her blev vi en morgen også vækket og bestjålet af  aber  i vores hytte, dog kun kokos og peanuts, og senere på dagen fodrede  vi dem, med kokos fra hånden. Fra Mombasa fandt vi et busselsskab som solgt os nogle DELUXE-V IP busbilletter til Nairobi, hvilket jeg var noget skeptisk ved, da alle de gange vi er blevet lovet guld og grønne skove, kun er blevet skuffet. MEN MEN de havde sku oppet sig, HENRIK var imponeret, vores sæder vár  LUKSUS-VIP, bløde, brede, helt oppe foran med dejlig benplads, frit udsyn og så fik vi endda serveret drikkevare på turen… flere af dem i Afrika.

Efter et par dage i Nairobis udstødningsgasser og sælgere, tog vi på en 3 dages safari til Masai Mara (grænser op til Tanzania). Her oplevede vi alle “afrikadyr”, dog med undtagelse af næsehornet. Geparder der jagtede, hanløve med zebra i gabet, hele 2 leoparder, 4 hunløver som kom gående med 10 små løveunger…simpelthen så søde og mange andre dyr.  Zoologisk er lige pludseligt ikke så spændende mere!!!

Jeg kunne fortælle længe om vores oplevelser…men vil hellere stoppe. Det har været rigtig dejligt at have besøg af kæresten, det være ikke planlagt hjemmefra. Men da vi lige pludseligt skulle fragte køretøjerne og vi havde en måned og det kunne lade sig at gøre, tog det ikke mange øjeblikke for Pernille at købe en flybillet og komme herned. Det havde hun snakket om fra starten, så dejligt det lykkedes.

Jeg kunne fortælle længe om vores oplevelser…men vil hellere stoppe. Nu sidder jeg i Nairobi og venter på drengene kommer herned og jeg kan komme med i bilen igen, det glæder jeg mig til…nok af det backpacking, nu skal der brændes noget gummi og brændstof af.

HENRIK IS CALLING THE CONVOY…CONVOY COME IN…OVER AND OUT…

Torsdag, tog jeg så hen til ambassaden igen og de havde åben og det gik fint på det første kontor hvor de tog imod ansøninger, pas og penge og jeg blev sendt ind til ambassadøren for lige at få afklaret  om vi skulle bruge andre parpire for at få køretøjerne ind i Etiopien. Ambassadøren sagde at det brev vi har fået fra den danske ambassade i Etiopien skulle være rigeligt, så det var jo dejligt så var der styr på den første ting.

Efter at havde været hos ambassadøren ventede jeg ude på gangen, så kom der en dame ud og spurte efter Andreas og jeg måtte jo forklare at han ikke var her men i Djibouti men det var mig der ansøgte for os alle fire. Hun kiggede i passene og kunne jo se at vi havde fået visum i lufthavnen og det kunne vi jo bare gøre igen. Åh nej tænkte jeg det skal lige passe at det ikke lykkes alligevel, men så kom ambassadøren forbi ude på gangen og kunne høre der var et problem. Han kom så også ind og forklarede hende at vi bare skulle havde det, men det tog da lige 15 min. at få hende overtalt . Så begyndte hun at udfylde visum parpirerne og da hun så havde gjordt det skulle de ind på et andet kontor, hvorfor ved jeg ikke men de kom tilbage til den første dame og så fik jeg passene tilbage med visum til hele banden så det er jo fantastisk.

Nu venter bare en 16 timers flyvetur igen, så er jeg i Djibouti lørdag morgen hvor jeg bliver hentet i lufthavnen, hvorefter vi forsætter op mod grænsen til Etiopien som vi gerne skulle krydse den 23 Januar.

/Aske

Vi kører nordpå for at se i hvert fald Simien Mountains. Vi har forsøgt at finde ud af hvorfor man skulle have bevæbnede vagter med på gåturen, men ingen kunne rigtig give et godt svar. Vores vagt var en virkelig barsk, vejrbidt, sød og hjertelig mand. Hans riffel var en gammel flot russer fra 1944.

Dobbeltpunktering nummer to kommer meget belejligt i et, ifølge vores apatiske og dødsskræmte chauffør, meget farligt område hvor de skyder hinanden og ‘spiser børn’ om natten… der var en lille time til solen gik ned og meget få biler på vejen (selvklart). Nå, men først et lift den ene vej med to tankbiler og så et lift den modsatte, og nu rigtige vej, med en overfyldt minibus (10 sæder, 21 mennesker) tilbage til bilen, som nu er omringet af fem mænd bevæbnet til tænderne med krumsabler og maskingeværer… De har passet på vores bil mens vi var væk og vil nu gerne have lidt mønt for det. Vi låner et reservehjul af minibussen og kører ud af dette meget meget ‘farlige’ ørkenområde. Vi havde ellers lige sat os op til en spændende overnatning i det fri.

Elleve dage, én halv gearkasse, en lukket grænseovergang og syv punkteringer senere sidder vi nu i en næsten grænseby, Dire Dawa (udtales Drrredaw). Aske og Andreas er ankommet til Djibouti, vi tager flyveren i morgen eftermiddag… måske.

Onsdag – hytte 2
Gik endnu 1000m op og kom i læ før regnen. Vi gik om kap med nogle bærere og kom op på under 3 timer – vi slap dem ikke! Nogle turister gik efter Lille Meru, men blev ret våde i forsøget.

Torsdag – Mt. Meru 4500m
Stod op ved midnat, spiste og pakkede og gik af sted i mørket kl. 01 sammen med 15 andre ink. guider, vores Rager gik også med. Vi startede med at gå de første 300 hm på en time og jeg var ret bekymret for at ville komme til at stå på toppen kl. 03 med den hastighed – da toppen kun var 1000 m over saddelhytten. Efter vi rundede 3800m mærket begyndte en langsom stejl traverse, og herefter forsatte vil rundt om – og op på vulkanens bagside. Det var en fin rute og tempoet kom fint ned. Vi stod på toppen ved solopgang 06.30. Alle mand i fin form dog Henrik godt brugt. Ingen tegn på højdesyge, men vi havde også drukket masser af vand og måske der er lidt mere luft her tæt på ækvator? Well turen ned var lang og tog os vel 3 timer. Vi var alle ret knust da vi nåede hytterne i 3500m og sov en time, spiste og dark og gik så ned til hytten i 2500m. Det tur tog os lidt over 2 timer og både mit og askes v knæ gav smerter og da vi ankom havde vi SELT ikke lyst til at gå 1000m mere. Vi gav knap 10% af turprisen i tip fordelt 50 guide, 40 kok, 20 bære, 20 Ranger. Og kørte siden de sidste 1000m meter ned sammen med alle de andre hvide mennesker på ladet af en Defender, vi stod vel 20 mand heromme.
Dagen sluttede med en velfortjent Baconburger i Africafe.

Så kører bussen

Kl. 1245 kommer jeg tilbage til stationen. Igen flokkes billetsælgerne om mig, men nu har jeg jo den billet jeg skal bruge, så de øvrige busser må nok desværre forblive tomme… Der er jo masser af tid til bussen går, så jeg går hen og spørger hvor den så går fra. Stille og roligt, for vi har jo god tid, slendrer vi over mod bussen, mens et par billetsælgere fortæller mig at den skam gik for en halv time siden, da den var fyldt op, og at der sandelig ikke går flere i dag…

Mens vi slendrer videre viser de mig ind i en taxa, som skal indhente bussen. Vi stiger alle, nu fire involverede parter, ind i taxaen altimens jeg har god tid til at overveje, om jeg bliver udsat for en eller anden form for snedigt scam… Stille og roligt lister vi rundt i byen og spørger os lidt for hvor bussen mon er blevet af… Den er ved at tanke brændstof forlyder det! Fornuftigt, tænker jeg, men også lidt mærkeligt, da det lader til at alle køretøjer her er i stand til at køre på tom tank. Vi finder faktisk bussen virkelig hurtigt, og de hjælpsomme mennesker vil nu gerne have den blodige sum af 10.000 Tch for taxaturen (altså ca. 40 kroner, som jeg sikkert overlever uden de store økonomiske mén). Næste gang, hvis der virkelig er god tid, vil jeg eksperimentere med at aftale en pris før vi kører nogen steder…

Jeg entrerer bussen. Der er ikke flere sæder, hvilket en af de fire folk som arbejder på bussen løser ved at vifte en anden passeger væk fra et sæde, sådan nu er der plads igen og jeg kan sidde ned… Jeg synes det er lidt synd for den anden passegér som sikkert også har betalt, men de er meget insisterende. Det kan da godt være at bussen ikke lige er fra sidste måned, og det kan også godt være at den stort set ikke kan bremse, men hvem hænger sig i sådan nogle detaljer. Afsted er jeg, og vi bumler mod Nairobi…

Så kommer grænsen til Kenya, det er faktisk meget stille og roligt, jeg udfylder en masse papirer hvor jeg lover at jeg har forladt landet og stiller mig i en meget meget tæt kø sammen med alle de andre som også gerne vil forlade Tanzania. Fornuftigt, det går sikkert meget hurtigere hvis folk stiller sig virkelig tæt… så ser køen heller ikke så forfærdelig lang ud… Færdig med papirarbejdet, sådan. Bussen er væk… Det er min taske så også… Nå, det kan ikke løses lige nu, så jeg går videre til næste kø, som består af alle de mennesker der gerne vil ind i Kenya… Udfylder et papir med flere af mine persondata end CIA opbevarer på en gammel narkobaron, og endlig fremme ved lugen får jeg udleveret et andet stykke papir, som skal udfyldes med de samme informationer… ud af køen igen. Nu kommer der en flink mand og siger at bussen venter på mig oppe ad vejen, og vi går de små 2 km ud ad vejen… Nu kan der ikke være så langt til Nairobi længere…

I udkanten af Nairobi skifter bussen status fra at være en langtursbus, til at være en lokalbus. Vi stopper vel 20 gange og smider folk af og på inden vi når terminalen. Det er godt nok smart at de bare sådan kan bruge busserne på flere måder, meget fleksibelt. Det tager selvfølgelig lidt længere tid, så de fem timer skal selvfølgelig regnes til udkanten af Nairobi (som består af 3 milioner indbyggeren som bor i 1-etageshuse, så har man en ganske god idé om, hvor langt der er til centrum af sådan en monsterby) Alt godt på busterminalen, taxachaifførerne flokkes om mig… til lufthavnen og med første morgenfly til Addis Ababa…

Med fødderne tilbage på jorden, nu i Addis, vækker jeg mandskabet på visumkontoret. De vågner søvndrukne fra deres skriveborde men går ihærdigt i gang. Tre skriveborde, to stempler og 20$ senere er mit pas udstyret med et flot klistermærke – men kun til én indrejse må man lige mærke sig, ikke noget med ‘multiple entry’ her, det fås på immigrationskontoret i byen! Derpå vækker jeg receptionisten på Adams hotel, og kort derefter Adam. Dejligt at se ham igen.

Mere om det dér visum…

Nååja, så skal vi lige på immigrationskontoret så vi kan komme retur til Etiopien efter at have hentet køretøjer i Djibouti – det er nok bare en formsag… Vi får øje på køen af mennesker lang tid før vi får øje på visumbygningen. Fin måde at guide uvidende turister i den rigtige retning. Heldigvis er der ikke tale om en kø til vores kontor…

Efter afsluttet kropsvisitation følger nu en lang række af besøg hos en mængde skrankepa… EMBEDSMÆND! på små kontorer. Først sendes vi fra informationen over til ‘office 77′ Det finder vi hurtigt og nemt ved at spørge os lidt for. Vi sætter os til at vente sammen med en masse andre, efter at en flink dame har bekræftet at vi er gået helt rigtigt. Men det var vi så ikke… ved det rigtige ‘office 77′ bliver vi bestemt genet tilbage til informationen, som sender os tilbage til ‘office 77′. Her taler vi med en flink mand, som på sin egen noget bestemte, men sikkert velmenende måde fraråder os vores forehavende… Efter 10 gange at have forsikret os om at det er umuligt, sender han os videre til ‘office 98′. Her henviser de os hurtigt til ‘office 80′ hvor Mr. Salomon sidder og tager alle de vigtige beslutninger. På døren til ‘office 80′ står der at vi skal gå til ‘office 81′, hvor vi sporenstregs bliver afvist og sendt tilbage til den flinke men bestemte herre som går rundt foran ‘office 77′. Vi står tilbage med en klar fornemmelse af deja vu…

Trods vores tre timers anstrengt smilende insisteren, er slaget vidst tabt for denne gang. Man kan godt tage til Djibouti og hente køretøjerne, men man kan ikke komme ind i Ethiopien igen, for man kan kun få ‘single entry’-visum… Nu skal vi godt nok til at finde på sjove alternativer… igen…

/Rune

Afgang lørdag formiddag, farvel til en kæreste, der gør sit yderste for at holde masken. Til lufthavnen – farvel til forældre, der ikke helt klarer det samme.

I Istanbul bliver gaten ændret i sidste øjeblik, så alle skal til den anden ende af lufthavnen. Efter endnu et sikkerhedscheck boarder vi en bus, der kører tilbage til den første ende. Alle i bussen skal flyve fra Istanbul, Tyrkiet til Addis Ababa, Etiopien. Det kan ses på medpassagerene, her er ca 5 hvide. Nogen holder nogen andres baby mens de andre kæmper med pakkenillikerne, og jeg konkluderer, at de nok rejser sammen. Men efterhånden som folk indleder samtaler på kryds og tværs, går det op for mig, at det bare er sådan man gør. Den her bus kører tydeligvis ikke i HT-området.

Om bord på flyet kommer jeg til at sidde ved siden af en fyr på min egen alder. Inspireret af busturen lader jeg os falde i snak. Fyren hedder Atakilti (tryk som: ata’kilti). Han er på vej på en måneds ferie efter halvandet år i København på et stipendium til en master i jura fra KU. Vi snakker hele turen om løst og fast og flirter lidt med stewardesserne, der kommer med vin, for flyet er gået tom for øl. Vi udveksler kontaktoplysninger, og aftaler at jeg skal ringe til ham den efterfølgende morgen. Så har en slægtning måske et godt og billigt værelse til mig i samme hus han selv skal bo i i Addis. Han vil ikke tage mig med derhen direkte, for slægtningen skal først spørges, og hun sover når vi lander kl 2 om natten – jeg knalder brikker et par timer på en bænk i lufthavnen indtil solen står op.

Atakiltis slægtnings 4 udlejningsværelser viser sig at være fyldt  op, men han kommer alligevel og henter mig i lufthavnen og får forhandlet en nogenlunde taxapris til et andet hotel han selv har boet på. Værelset viser sig at koste 45$ for mig som faranji, mens de åbent fortæller ham, at for ham ville det koste 250 birr (hhv ca 270 og 83 dkk). Min pris er noget over budget, men jeg er træt og tager imod. Værelset er ok: ren seng. Men der viser sig ikke at være varmt vand, toiletbrættet er gul-stænket, og så er der ikke engang wifi.

Atakilti og hans fætter, Gaetahun – en destingveret juraprofessor – inviterer mig på morgenmad og betaler igen, for jeg har stadig ingen birr. Efter de har kørt mig til et sted at veksle, kører de mig tilbage til hotellet – Ahh søvn.

Efter et par timer på øjet går jeg ud og ser på byen. Den dis jeg om morgenen havde forventet ville brænde af i løbet af dagen er snarere blevet tykkere – det er ikke dis men os. Der er mange biler i Addis, og de fleste af dem får vores Landcruiser til at ligne en moderne green-line-model.

Overalt er nye skyskrabere ved at blive opført, og imellem dem ligger nærmest karikerede bølgeblikbyer. Her er ikke mange hvide mennesker, så folk glor grundigt. Men ved øjenkontakt hilser og smiler de oftere end de ser væk. Her er også mange, der råber “Sir!” for at få lov til at pudse mine sko for 1 krone, tigge eller lignende, men de færreste er egentlig påtrængende.

Ligeså pebret jeg synes hotellet er, ligeså billigt er det at spise. En Cola og en kage får jeg for 3,50 kr og for en ny-friteret samosa må jeg slippe hele to-tredjedel kr.

Om aftenen mødes jeg igen med Atakilti til middag. Han tager mig ud til en traditionel Etiopisk ret – hakket råt kød med chili. Jeg får lov til at få mit stegt. Mit kød er stegt i ‘riigeligt smør’ , og uden andet tilbehør end rullebrød bliver øjnene og tungen for en gangs skyld mætte før maven.

Efterfølgende mødes vi igen med hans fætter og får øl på en lokal bar. Både Atakilti og Gaetahun er pænt klædt på. Jeg er bare i t-shirt og hættetrøje, så jeg spørger, om min påklædning er underlig – det er den ikke, siger de, ikke for en hvid mand. Det er nemlig velkendt i hele Afrika at hvide mænd ikke går op i deres udseende.

Jeg bliver kørt hjem endnu engang (promiller tager de vist ikke så tungt), hvor jeg skriver dagbog.

Det har været en spændende dag, der også indeholdt lærerige samtaler om Danmark set med en gæsts øjne.

Fun-facts om Etiopien: Etiopien er ortodoks kristent. De er ikke gået over til den Gregorianske kalender, men har i stedet 13 måneder (deraf turistslogannet “13 months of sunshine”): 12 måneder på 30 dage og 1 på 5 dage. Kalenderen er 7 år forskudt, så de fejrede årtusindskifte 2006/7. I øvrigt tæller de (som os) døgnet i 2×12 timer, men deres kl 12 kalder vi kl 6 – den nye dag starter meget naturligt ved solopgang. I øvrigt er Rune og jeg inviteret til juleaften på fredag 7/1.

/Adam

Fire spejdere fra 1. Gjentofte gruppe har valgt at tage på en spejdertur lidt udover det sædvanlige. Den 29. Oktober og 140 dage frem kører vi i en Land Cruiser og på to motorcykler sydover gennem Europa, Mellemøsten og Afrika – og det bliver med garanti ingen kedelig tur.

Det bliver en krævende rejse. Gode asfaltveje ændres til mudrede og hullede jordveje. Det europæiske køkken afløses gradvist af bulgur og zebrakød på grillen. Når vi krydser ækvator vil vinteren blive til sommer og solen gå nord om os. Målet er at Afrika skal opleves på spejdermaner!

Turen

Vi rejser fra København den 29. oktober 2010 og planlægger ankomst til Cape Town i begyndelsen af marts 2011.

Vi planlægger at besøge spejdere på vejen, og opleve hvordan det er at være spejder i bl.a. Sudan, Kenya og Namibia – og giver sikkert en hånd med hist og her. Det bliver en tur med masser af smuk natur, støvede veje, vilde dyr, og masser af udfordringer.

Turen gennemføres på to offroad-motorcykler og i en 4×4. Deltagerne kender hinanden gennem flere år og teamet fremstår stærkt. Det bliver en underholdende tur og deltagernes personligheder skal nok bidrage til at der sker en masse undervejs. Vi medbringer klippeklatreudstyr og forventer at klatre en del undervejs. Der skal også jages – måske både under og over vandet.

---

Sponsor

Kunne du tænke dig at være sponsor på vores tur?

Du får

• Logo på vores bil
• Banner på hjemmesiden i højre kollonne
• Link til jeres egen hjemmeside
• Lige så meget medieomtale som vi selv gør
• Kontakt os gerne angående sponsorat

Highlights

Spejderarbejde

Vi planlægger at besøge spejdere på vejen, og opleve hvordan det er at være spejder i bl.a. Saudi Arabien, Kenya og Namibia

Køretøjer

Turen gennemføres på to offroad-motorcykler og i en 4×4

Klatring

Vi medbringer klippeklatreudstyr og forventer at klatre en del undervejs.

Pas på leveren og øjnene og fyr et ekstra kanonslag af for os…

Nå men, ferien på ferien som vi valgte at tage på Zanzibar har været fyldt med afslapning, varmen har gjord at man ikke rigtigt kunne andet. Vi havde en dag i Stone Towns gader, drengene var ude en dag på lejede motorcykler og så har vi selvfølgelig været ude og så hvad øen byder på af festlige indslag. Rune har taget dykkercertifikat, Andreas har kitesurfet mens Aske og jeg har leget lidt med en drage i håb om at lære at kitesurfe…det kommer nok på et tidspunkt. Vi havde en franskmand som instruktør, der til tider gik os alle 3 lidt på nakken, men han havde et meget chilly udtryk…

Always god, sometimes better

Det var lidt spøjst at fejre julen ude på ”paradisøen”…specielt når man hørte om, at derhjemme var og stadig er snekaos. Vores omgivelser var jo stort set lige så hvide som derhjemme, snefnuggene og de minus 20 grader var dog bare lige byttet ud med hvide sandkorn, en temperatur på 30-35 grader og et UV-indeks der vidst oversteg 12!!! Så mens Rune tog hans sidste dag på dykkercertifikatet, så tog vi ud og snorklede på et koralrev og så vilde delfiner fra båden…så kan man ikke andet end at smile og råbe GLÆDELIG JUL.

Vi var lillejuleaften inviteret hjem til Jakob, Andreas fars kompagnon, som har kørt fra Cape Town til København, og som er på Zanzibar med sin familie. Det var rigtig hyggeligt at få snerten af jul sammen med en dansk familie, hvor jeg jo også lige fik lov til at lege ”zanzibar-julemand” for deres 4 børn…så det var noget med gammelt reb som skæg, dykkerbriller, nissehue og en julemandsstemme, jeg i ellers mange år ikke troede jeg havde.

Det er julemanden

Vores plan videre herfra er, at vi kører med en bus til Arusha og derfra har vi snakket om at bestige en bjerg der hedder Mnt. Meru. Det ligger et stykke fra Kilimanjaro og er ikke lige så højt, men til gengæld er det heller ikke lige så dyrt og lige så turistet. Rune tager op før Aske og Andreas for at mødes med Adam som flyver til Etiopien omkring d. 3-4. januar. Køretøjerne skulle gerne ankomme omkring d. 12. januar hvor Aske og Andreas så regner med at mødes med Rune og Adam, jeg flyver tilbage til Zanzibar hvor jeg skal mødes med min kæreste ( Pernille) og rejser rundt i Kenya med med hende en 3 ugers tid ca. og finder så tilbage til drengene.

 Derfra fortsætter vi vores tur som planlagt og forhåbentligt uden de alt for store udskydninger i forhold til den oprindelige tidsplan.

 Håber alle havde en god jul og håber ikke det kom bag på nogen, at DSB var forsinkede!!!

/Rune

/Rune

I dag har vi spillet tetris med to motorcykler, en bil og en 20-fod kontainer… Spænder tagteltene ekstra ned, lukker næsten alt luften ud af dækkene, kører en rampe hen foran containeren, sætter i 4-hjulstræk, lavgear, tre mand står og vejer alt hvad de kan bagpå bilen… Lister helt forsigtigt ind i kontaineren med få millimeter luft til loftet… Kravler rundt under vognen og spænder alting fast, skiller motorcyklerne en smule ad, ikke meget, bare lige afmontere styret og en baggagerack, så går det… Der er stadig en centimeter luft, så dørene til kontaineren lige kan lukke og blive plomberet, med en bolt og med en plombe på snor… dejligt, effektivt…

Kigger på billetter til Tanzania, internettet kryber besværet gennem kablerne, langsomt tømmes vores mac for strøm, ingen adapter, internettet er væk… Nyt sted, nyt internet, billetterne til Tanzania er væk… Spiser… Internettet og billetterne kommer tilbage, holder vejret mens banktransaktionen går igennem og bekræftelsen kommer på mail… Busbilletter til i morgen, vi kører til Amman, til lufthavnen, flyver til Cairo, venter, venter, venter, flyver til Tanzania, ned i varmen, lander om to dage… Hvad havde vi gjort uden internettet, svært at forestille sig en tid for ikke så længe siden, hvor det endnu ikke fandtes…

Næste halvdel bliver i Djibouti når vi skal forsøge at få vores ting ud af havnen og ud af kontaineren…

/Rune

Kort update. Vi venter stadig på at loade vores bil og MCs ind i en container (måske det sker i dag?) her i Aqaba for at sejle gearet uden om Sudan. Derefter flyver vi til Tanzania og backpacker ind til vores grej lander i Djibouti hvorefter turen forsætter på 2 og 4 hjul…

Umiddelbart ville folk nok undre sig over vores valg af rute her og tænke det kunne gøres nemmere!!! og ja det vil jeg give jer ret i, det kunne gøres nemmere…men det har ingen af os ry for at gøre, så hvorfor stoppe her.

Tiden vi har været i Jordan har ikke været overrendt med kulturelle oplevelser… sagen er at der efter sigende ikke skulle være så mange ting at se (det skal jeg nok høre for, at have sagt). Vi kørte lige igennem Amman, da vi ikke havde noget at kommer efter der, og fortsatte til Det Døde Hav for at få en dukkert. Ret sjov oplevelse, at man normalt skal arbejde for og holde sig oppe, men her arbejde for at komme ned under, hvis man vil det. Fredag den 3. december kørte vi til Aqaba (havneby i det sydlige Jordan) og her har vi så haft base lige siden, på en campingplads eller det vil sige to faktisk. Den første flyttede vi fra, da ejeren viste sig, at være et fjols i beruset tilstand, godt der var en campingplads på den anden side af vejen, som vi har vendt tilbage til flere gange.

Vi har været ude og køre et par dage, hvor vi var oppe og se et område der hedder Petra. Det har været brugt i Indiana Jones ”Jagten På Den Hellige Gral”, hvor de ridder ind igennem en kløft og kommer frem til et kæmpe bygningsværk hugget ind i en klippevæg, det er dog bare den første og en lille del af Petra. Det er et kæmpe område med huler, kvadratiske rum med knivskarpe kanter, 20 m høje søjler, amfiteater, kirke hvor man først skal op af 800 trin…alt sammen hugget ud i klipper af sandsten for ca 2000 år siden.

Jeg er ikke den store ruinjæger på denne tur…men det var sku ret vildt at se.

Vi mødte et østrigsk par som også er på vej til Sydafrika, dem havde vi en overnatning med og skal mødes med dem i Aqaba, før vi smutter videre. Det er meget sjovt, at møde andre rejsende på turen, man har automatisk et fællesskab fordi man står i samme situation. Og man bruger lynhurtigt hinanden til at spørge ind til hvilke hoteller/campingpladser der er i orden, hvor ligger supermarkederne og hvor skal man gå hen og ikke gå hen.

Som de flagfacister vi nu, om det så handler om flaget eller stangen, så har vi været ret imponerede over Jordans kunnen inden for det område. Nede på havnen står deres vartegn, en 130 meter høj flagstang med et flag der måler 30 x 60 meter, som en lille hilsen til landet ovre på den anden side af vandet!

Vi har været ude og snorkle lidt i Det Røde Hav, hvor fiskene har en overflod af farver, vandet er krystalklart og der er forskellige vrag af skibe og kampvogne der er blevet dykket på. Vi kører i dag mod Wadi Rum, hvor der skulle være nogle flotte klippeformationer… måske klatre lidt, hvis der er tid til det og så kommer vi tilbage til Aqaba søndag morgen så vi er klar til, at pakke kontainer mandag. Så skal vi lige pludselig til at prioritere hvilke ting vi gerne vil have med… det skal nok blive et cirkus uden lige.

Og så legede vi, at det var Godbye Jordan…Hello Tanzania…

Visum

Palmyra

Næste morgen

Første dag i Syrien = 3 timers grænseovergang…stor lettelse!

Vores plan om morgenen var at nå til Aleppo, ca 50 km fra grænsen, så den plan kørte vi efter og var inde i Down Town Aleppo ved aftentid. Efter 2 timer havde vi endeligt fundet parkering til køretøjerne og var blevet tjekket ind på hotel, med altanudsigt ud over det mest hektiske gadekryds i byen!!! Efter en øl på altanen var det ud i aftenlivet og finde noget mad, kigge på en masse kopiure og spørge os frem til nogen som kunne hjælpe os med affjedringen på Toyota’en. Vi var havnet i et område som kun forhandlede reservedele til biler, men desværre ingen til Landcruiseren.

Tirsdag

Ud af fjerene, ind i en taxi som selvfølgelig ikke taler en klink engelsk!!! endelig finder vi frem til Souk’en, kort forklaring af den er nok et loppemarked inde i en labyrint. Det var noget af en oplevelse, alle ens sanser blev lige busted til max, af krydderier, knallert der kommer bagfra, tørklæder i alle farver, slagtere med ALLE dele fra et får som var lagt frem på en skammel. Det er svært at forklare bedre, kan bare sige det skal opleves.

Efter frokost gik eftersøgningen ind på et Hamam, som vi havde fået at vide af en af Andreas’ veninder skulle ligge inde midt i Souk’en. Nøj hvor var det en skøn behandling, vi tog hele turen, vaskning, massage, dampbad, drikke… af den nette sum af 70 DKK.

Igen tirsdag gik vi en tur ud i gaderne omkring hotellet og kiggede på ure, reservedele, undervognsbelysning og klistermærker til at sætte på hinandens køretøjer.

Onsdag

Det var meningen at vi skulle køre ud til en Oase og overnatte, men da Papa Andreas var blevet ramt af lidt Roskildesyge kørte vi ud til kysten i stedet og fandt en tarvelig restaurant med indhegning hvor vi måtte overnatte. Endelig fik vi sat det handicapklistermærke bag på Andreas motorcykel. Desværre kunne vi ikke finde noget, så jeg/Henrik har købt noget guldfolie og lavede selv logoet.

Torsdag

Kom tidligt afsted fra kysten og kørte mod Damaskus, en strækning på ca 300 km. Undervejs besøgte vi en af de bedst bevarede Tempelridderborge ”Crac des Chevaliers”. Udefra så det ikke ud af noget, men nøj et bygningsværk da vi først kom indenfor murerne og gik rundt. Det er utroligt hvad man har kunnet bygge dengang, i forhold til hvad man havde af maskiner. Videre i teksten, vi havde en aftale med en dansk pige, Andreas havde fået kontakt til, om at mødes i byen til noget spisning torsdag aften. Ens fordomme er snævret ret meget ind efter at være kommet herned, man går og tænker at alle hernede er muslimer og hverken drikker, ryger eller har sex. Men det er overhovedet ikke tilfældet. Ligesom mange hjemme i Danmark tages reglerne lidt med forbehold, det samme sker også her i Syrien, hvorfor skulle unge også være så meget anderledes?? det betyder måske også noget, at det er i hovedstaden. Aftenen bød på pizza med svin, øl og smagsprøve på noget af det lokale rævepis de har her i Syrien, så en ret hyggelig aften i selskab med Anna Gertrud, Andreas kontakt.

Fredag

Vi havde planlagt, at vi en tur over grænsen til Libanon og skulle en tur i byen i Beirut. Noget der ville have været utroligt nemt og som vi ikke havde troet skulle have været noget problem overhovedet. Men bare det at finde et sted at stille køretøjerne, fordi vi ikke gad slæbe dem med over grænsen, det var et helvede men det lykkedes. Det lykkedes også fint at få betalt exit-tax ud af Syrien…men uden køretøjerne som står i vores pas, kunne det ikke lade sig at gøre at få stempler ud af Syrien, såeh!!! og så var der ikke så meget at gøre. Her havde vi så været afsted fra kl. 12 og var tilbage igen på hotellet i Damaskus kl. 20…fjollet?? Det kan man diskutere.

Vi havde lidt troet det kun var Andreas der var nede med Roskildesygen, men i dag var det både Aske og Henriks tur til at sidde lidt på tønden. Hvor er det dejligt at komme til de sydligere himmelstrøg. Resten af aftenen stod på internetcafebesøg for tre af drengene, mens jeg havde indset jeg hele tiden skulle have et toilet inden for 10 min afstand, så jeg blev hjemme på hotellet.

/Henrik

/Rune

Kort og begivenhedsløs færgetur og i land bag 4 meter højt pigtrådshegn. Vi bliver bedt om at vente, men opsøger så selv efter en halv times tid et kontor. Her får vi indskrevet vores pas og bilpapirer hos den ene person, som sender Aske ind i Tyrkiet uden køretøj, efter en del besvær får han lov at gå baglæns gennem tolden og vi bliver  sendt videre til en anden person som lidt mere grundigt skriver pas og bilpapirer og adresser ned. Igen forvirring over en manglende Mr. Linnet, denne gang kræver de ingen køretilladelser, heldigvis. Til gengæld bor Henrik nu hos Andreas i Sverige. Langt om længe bliver alle papirer færdige og vi skal lige betale told af biler og MC, €10 for bilen og €2 for hver MC. Det bliver €15 i alt, så er der én euro til overs til tolderen som opkræver pengene… Hen til den store port, hvor der igen står to personer, den ene låser porten op, mens den anden lige kan nå at skrive pas og bilpapirer ind i en stor bog. Relativt smertefrit og i løbet af ganske få timer fik vi passeret den første grænse. Jeg glæder mig allerede til de næste 20 :)

/Rune

Her et par billeder fra Antonis Logothetis, som vi mødte på Chios, tak for det.

Efter nogle helt fantastiske timer på de smukke bjergveje  og en dejlig badetur i bølger, var det så småt ved at blive mørkt og vi ville finde et supemarked at handle ind i, men det viser sig, at om onsdagen holder alle fri fra kl 12 i hele Grækenland. Vi fandt et lille skummelt minimarket og fik købt lidt mad. Da vi er på vej ud af butikken kommer der en mand hen til os og vil høre om turen. Det viser sig at han har en mc/outdoor-butik nede i byen. Han spørger om vi ikke vil med ned og se butikken og så vil han vise os et sted hvor vi kan overnatte.

Efter en hyggelig time i hans butik viste han os vej ud til en parkeringsplads lidt uden for byen. Da han havde vist os på plads spurgte han om der er noget vi mangler og det eneste vi kunne komme på var lidt drikkevand. En time senere kommer han med to bæreposer med morgenmad, vand og juice. Vi inviterer han på en kop hjemmebrygget kaffe og brændte figner og ferskner.  Det ender med at hans gode ven også kommer forbi med sin kone og vi sidder og snakker og hygger os til midnat.

Om morgnen kommer de igen for at sikre sig vi har sovet god og alt er som det skal være. Om aftenen fortalte de at der vil være parade gennem byen dagen efter, for at fejre befrielsen fra tyrkerne . Det var hele øen der var samlet til stor parade og militæret sluttet talstærkt af med at marchere gennem byen.

Resten af dagen fik vi til at gå med at skrue på bil og mc. Jeg fik langt om længe lavet min gps-antenne, så håber jeg bare den holder til Andreas kommer med de nye.

Vi skulle have været afsted i dag, men færgen er i stykker, og får forhåbentlig en stump i løbet af dagen, så i morgen tager vi forhåbentlig færgen videre til Tyrkiet, vi skal hente Andreas i Antalya den 17. om aftenen.

/Aske

Enjoy :-)

/Rune

Peace

Dette er hvad der skete:

Lørdag mødte vi nogle søde Græske bikere som viste os rundt i deres smukke land. Vi så først nogle klostre på nogle fantastiske klippeformationer (nok ret god klatring?!). Bagefter skulle vi op og sove ved en smuk højtliggende sø. Tiden løb lidt fra os og det var blevet mørkt (vi skulle jo ikke køre i mørke!), da vi kørte opad endnu en snoet lille bjergvej…

En lille lastbil kørte foran mig opad med ca. 20 i timen og jeg lagde mig ud til overhaling efter et skarpt venstresving. Lige efter jeg havde passeret bilen, med omkring 50km/t, kom et meget stejlt hårnålesving til højre og jeg så ikke dette før jeg var ude foran lastbilen og kunne se. Svinget burde nok tages med 10 km/t og da jeg kørte 50km/t havde jeg et problem…

Jeg valgte at bremse og styrte og fik kvast min fod under MCen højre sidetaske. Jeg kiggede ned på min fod og kunne straks se der var noget galt for foden pegede ikke frem af i støvlen, men i stedet i en ca. 45 grader vinkel ud til højre. Jeg var ret sikker på den var brækket, selvom jeg ikke havde de store smerter.

Resten af mig havde det fint og jeg havde ikke haft hjelmen i jorden. Jeg kørte i fuldt gear med rygskjold, hansker, store støvler og dragt – og der var intet blod. Herfra gik alt ret stærkt.

Drengene fik skrabet mig og min bike op – og fik mig ind i bilen. Rune tog min bike og kortegen med Grækerne forrest kørte ned af bjerget. Først til det ene sygehus og siden til det andet. De græske sygehuse er i ret sørgelig forfatning og jeg følte mig som deltager i en krigsfilm fra 70erne, der var huller i deres forhæng og blod på gulvet. I kælderen var der røntgen og de kunne se min fod var af led, det blev sat tilbage i led og jeg fik taget et par billeder til og de kunne nu se en lille fraktur og gættede på noget skade på ledbånd og muskler.

SOS international havde jeg orienteret på vej ned ad bjerget og de var ret effektive. Vi kunne alle se at jeg ikke skulle opereres på det lokale hospital og den græske læge mente at jeg nok skulle opereres. Vi tog et foto af min græske journal og sendte den til SOS og blev enige om at rykke til Athen, hvor der både er privathospitaler og en lufthavn. Så 300 klik sydover. Min svoger Martin fandt et hotel til os i Athen og vi ankom kl. 03 efter en hård og lang dag.

Her i morges ringede Kari fra SOS og sagde hun ville have mig hjem – det kunne ikke lade sig gøre søndag men jeg flyver i morgen mandag. Aske og Henrik gik på jagt efter nogle krykker og fandt et fint sæt ”Vietnam style” krykker til mig i dag. Jeg har det elles fint og er smertefri.

Well forhåbentlig kan det hurtigt fikses så jeg kan komme tilbage på turen. Drengede står standby til lægerne har talt og Rune kører/sejler min bike frem. Vi er i skrivende stund i Athen og skal mod Tyrkiet – måske med båd.

Mere nyt i morgen når lægerne ved mere.

Mouch love

Andreas

Solen skinner og vi har fået lavet strøm på bilen, så vi nu har 220V på plads. Til gengæld er vores GPS-PC igen begyndt at lade fra bilens 12V, hvilket det på mystisk vis ikke har kunnet de sidste mange dage… strøm er noget mystisk noget…

Her lidt indtryk fra Italien Henrik magger videre på sin fjernstyrede bil, den har fået klistermærker og reservehjul på taget og ligner efterhånden ret godt den store.

Vores gruppe og udstyr fungerer rigtigt fint. Dog har vi lidt problemer med ELen i bilen, men ikke noget slemt. Køleskabet og bilen kører fint og vi nyder Italien og vi har købt  en mokkakande og en del flasker vin. Det bliver hurtigt mørkt om aftenen, men vi hygger med mad, pils, og selvfølgeligt en masse små-projekter; indstilling af fjedre på MC, tætning af tagtelte, montering af mere arbejdslys på bilen, samt en masse anden løbende vedligehold. Bilen kører fint 90 km/t og omkring 6 km/L diesel og bruger en del olie. Cyklerne kører fint 120 km/t og omkring 20 km/L benzin. Tagteltene fungerer perfekt, der kommer dog lidt vand ind, men ikke meget, men vi har også haft nogle ordentligt syge tordenbyger om natten. Vi har minimale konflikter, men når 4 mand med meninger skal følges er vi self. ikke altid enige om alt. Vi har vedtaget en middagsansvarlig og websideopdateringsansvarlig, som går på skift. Her lidt syd for Napoli har vi vel omkring 15 gader om natten og 25 midt på dagen – ret varmt når man kører 5 km/timen igennem italienernes varme storbyer hvor alt er lukket mellem 13-17. I morgen er til Pompei og Vesuv – vi glæder os. Much love

Her er lidt billeder fra vores besøg i Ostria Antiqua, Roms første havneby fra år ca. 100

/Rune

Stort knus/Rune

Vi skal lige have skubbet de sidste ting ind og så vores personlige grej. Det blive tæt løb med pladsen…

Tusind tak for en virkelig dejlig dag og aften i lørdags, det var fantastisk I kom så mange :)

Ribboat.eu

SELECT Sport er en af verdens ledende producenter af håndsyede bolde og producerer ca. 2 millioner bolde om året. SELECT Sport er anerkendt som innovator inden for kvalitetsbolde og er repræsenteret med egen salgsorganisation eller distributør i store dele af verden. Der eksporteres samlet til mere end 50 lande.

Magnetteknologi til bil fyr kedler vandforsyning

Mulighederne er mange. Alt maskinelt der bruger fossilt brændstof vil have en stor værdi i at få monteret en magnet.

Hurtigt fortalt. ved  ioniserer brændstoffet med magnetisme øges forbrændingen på den samme mængde brændstof, hvilket giver 4 store fordele.Forbedret forbrænding, øget effekten, renser motoren og derved
reducer mængden af skadelige udslip. 

De er meget enkle at montere. Magneterne mister 2 % magnetisme på 100 år. Der er derfor tale om en enegangs investering, da de kan flyttes fra bil til bil og hus til hus. fra virksomhed til virksomhed.

We spend time investigating what we can do to make your outdoor experiences better, easier and ultimately more rewarding. We launch products which win industry awards. We develop products that are trusted by expedition leaders in extreme conditions. We give families the comfort and security they need from Vango.  We introduced easy to pitch weekend tents in response to customer demand.

Her finder du alt indenfor stiger, stilladser, lifte og transportkasser i aluminium

Musik; Mark Rae, Maskiner; Yamaha TX660Z Tenere.

Weekenden startede med at bilens elsystem brød sammen lige som vi var på vej ned til Ole Mekaniker. Det viste sig dog bare at være tomme batterier… Så kom Ole op til os, kiggede rundt om bilen, og listen med ting vi lige skal lave blev en del længere… Skift bundkar, få ny servo, rens køler osv… vi har i hvert fald fået mere forstand på biler til næste gang vi køber noget gammelt skrammel :)

Ole kendte heldigvis en ret sej mand, Kim, som har vel henimod 200m² med reservedele kun til Landcruiser HJ60/61. Han havde en ny servo (faktisk havde han nogle stykker, mens resten af DK er helt tørlagt) og et par andre meget vigtige stumper vi skal have med, og var fuld af gode tricks. Ny servo blev monteret og udluftet og vi kørte sent søndag aften til CPH med bilen.

Første syn

Følgende dag købte jeg så prøveplader og tog til Malmø for at syne. Den første prøvehal havde ikke tid, den næste havde tid, men efter en times tid i køen viste det sig at bilen var for stor til deres porte. Derefter endnu en prøvehal der ikke havde tid, og dernæst en der havde tid lidt nord for Malmø. De satte sig til frokostpause, i samme sekund jeg trak mit nummer. Nå to timer senere var bilen synet og alt slap fint igennem hos synsmanden… næsten da… han mangler bare én lille ting til slut: håndbremsen. Den virker ikke, hvilket nok hænger sammen med at Adam kørte nogle km med den trukket da vi købte bilen (ikke for at pege fingre eller noget, men mon ikke det var dér det skete). Jeg kan ikke få synsmanden til at se igennem fingre med det, selvom jeg højt og helligt lover ham at jeg nok skal lave den. Han er iskold og beder mig komme tilbage en anden gang. Det bliver lige til en tur over broen til Sverige og et omsyn. Til gengæld brugte jeg så de næste to timer i Biltema, og har købt stort set alle stumper på vores pakkeliste til bilen.

Andet syn

Vi fik lige skilt bagbremserne ad i weekenden, det var sgu nok meget godt. De er nu rene og pæne og håndbremsen virker, synes vi selv. Så glad afsted til Sverige endnu engang, nu bare til omsyn. Imidlertid har vi jo så skruet reservehjulsholderen på taget, så nu er bilen også for stor til at komme ind ad porten i Lomma. Adam og jeg afmonterer men synsfolkene tålmodigt venter. Op på liften med bilen, det er kun det ene baghjul der roterer i frigear… FUCK, hvad har vi lavet med bremserne, mens vi havde dem skilt, tænker vi… men sådan skal det så åbenbart være, siger en mekaniker, og vi kan køre videre til bremseprøvningen… han ser ikke imponeret ud over bremserne, men efter lidt tøven siger han at det er godt nok for nu, og godkender den… Lettede lister vi tilbage mod DK

I Det Danske Spejderkorps drager over 26.000 spejdere på eventyr hver uge. Derfor kan du følge denne ekspedition tæt i vores medier – både digitale og trykte. Se mere om Det Danske Spejderkorps på www.spejder.dk

Magasinet LUKSUS handler om klassisk outdoor og eventyr, set fra et dansk/skandinavisk perspektiv med et internationalt udsyn. Magasinet mandsopdækker den danske ekspeditionsscene og er det magasin, hvor eventyret gror og kan få plads. LUKSUS er kort sagt en tyk fed gaffatape rundt om den danske outdoorkultur alt fra eventyr og events til nyt udstyr og nye tendenser.

Åben kortet i nyt vindue

Der er dog ikke kun blevet talt om tingene, vi har også udført en efterhånden ganske stor mængde opgaver, lige fra at skrive huskelister, søge sponsorater, lave hjemmeside til at købe vores Landcruiser og MCer.

Da vi købte køretøjer, blev det hele staks lidt mere alvorligt. Det var det første af en lang række ‘point of no return’s men det er jo for længst effektueret og nu venter vi bare den sidste måneds tid til afgang. Det bliver en røvfed tur.

Spejder Sport har leveret udstyr til eventyrlystne danske i 60 år, og er med 13 butikker plus en webshop i dag Danmarks største leverandør af grej til friluftsliv. Spejder Sport er ejet af Det Danske Spejderkorps og er leverandør af DDS logovarer til de 30.000 Blå Spejdere i Danmark.

Spejder Sport har hjulpet os med en masse friluftsgrej til turen.

FØR…

EFTER…

Efter meget mas fik vi så afmonteret den der servo der lækker… Det er nok meget lang tid siden (25 år) at den har været skilt ad. Men en pakdåse skal skiftes og det store værktøj kommer i brug!

Skilt, samlet, skilt, skiftet, samlet, monteret… den drypper stadig…

Vi efterlyser sgu en ny. Til gengæld ved vi nu hvordan sådan en ser ud både indvendig og udvendig, og det kan jo kun være en god ting…

• Logo på vores bil
• Banner på hjemmesiden
• Link til jeres egen hjemmeside
• Lige så meget medieomtale som vi selv får gennem sitet
• Kontakt os gerne angående sponsorat

Links til andre sider

Worldtravelers – A Danish Solo Expedition 2006-2010 Around the World By Bicycle…

In Search of Sunset – A wanderers thoughts on Africa and beyond…