Arkiv for kategorien ‘Etiopien’

Etiopien i billeder /Rune

søndag, 16. januar 2011

Vi (Adam og Rune) har lejet en bil. Man kan kun leje den med chauffør, så det blev vi nødt til at tage med. Flink og godmodig mand, men ikke så meget engelsk som vi kunne ønske. Til gengæld var bil og chauffør billigere end vi ellers kunne skaffe det. Vi mødte en såkaldt ‘Plonker’ (altså en mand på gaden som hægter sig på og sniksnakker i håb om sympati for en veldigtet løgnehistorie og en mønt). Normalt ret irriterende, men ham her kunne skaffe alt. Efter to timer sent om aftenen havde vi lavet en aftale om køretøj og chauffør. Og dette til meget under halv pris af hvad turistbureauerne kunne klare… Ideen om at leje en bil startede på den lokale busstation i Addis Ababa… MEGET høj entropi! Vi kunne simpelthen ikke finde en bus ud af Addis før to dage senere kl 5 om morgenen – og der var tydeligt flere mennesker på busstationen end sæder i busserne pga. juleferie mv.

Vi kører nordpå for at se i hvert fald Simien Mountains. Vi har forsøgt at finde ud af hvorfor man skulle have bevæbnede vagter med på gåturen, men ingen kunne rigtig give et godt svar. Vores vagt var en virkelig barsk, vejrbidt, sød og hjertelig mand. Hans riffel var en gammel flot russer fra 1944.

Dobbeltpunktering nummer to kommer meget belejligt i et, ifølge vores apatiske og dødsskræmte chauffør, meget farligt område hvor de skyder hinanden og ‘spiser børn’ om natten… der var en lille time til solen gik ned og meget få biler på vejen (selvklart). Nå, men først et lift den ene vej med to tankbiler og så et lift den modsatte, og nu rigtige vej, med en overfyldt minibus (10 sæder, 21 mennesker) tilbage til bilen, som nu er omringet af fem mænd bevæbnet til tænderne med krumsabler og maskingeværer… De har passet på vores bil mens vi var væk og vil nu gerne have lidt mønt for det. Vi låner et reservehjul af minibussen og kører ud af dette meget meget ‘farlige’ ørkenområde. Vi havde ellers lige sat os op til en spændende overnatning i det fri.

Elleve dage, én halv gearkasse, en lukket grænseovergang og syv punkteringer senere sidder vi nu i en næsten grænseby, Dire Dawa (udtales Drrredaw). Aske og Andreas er ankommet til Djibouti, vi tager flyveren i morgen eftermiddag… måske.

Så deles gruppen op for en tid

onsdag, 5. januar 2011

De næste par uger deler vi os lidt op, Aske og Andreas tager til Rwanda, Henrik får besøg af kæresten og jeg tager til Etiopien og mødes med Adam. Vi checker ud fra hotellet, og jeg slendrer ned til busterminalen hvor billetsælgerne flokkes om mig… for pokker, der må virkelig være masser af tomme busser siden de er så ivrige efter at sælge billetter, tænker jeg. Og ganske rigtigt kan jeg frit vælge hvilken tid jeg vil tage afsted på. Jeg vælger kl. 13:30 som et passende tidspunkt, og køber en billet til en helt ny luksusbus med aircondition, som kører til Nairobi på fem timer. Det glæder jeg mig godt nok til. Og om to uger ankommer vores køretøjer i Djibouti, så skal de bare lige hentes, og bringes ind i Etiopien.

Så kører bussen

Kl. 1245 kommer jeg tilbage til stationen. Igen flokkes billetsælgerne om mig, men nu har jeg jo den billet jeg skal bruge, så de øvrige busser må nok desværre forblive tomme… Der er jo masser af tid til bussen går, så jeg går hen og spørger hvor den så går fra. Stille og roligt, for vi har jo god tid, slendrer vi over mod bussen, mens et par billetsælgere fortæller mig at den skam gik for en halv time siden, da den var fyldt op, og at der sandelig ikke går flere i dag…

Mens vi slendrer videre viser de mig ind i en taxa, som skal indhente bussen. Vi stiger alle, nu fire involverede parter, ind i taxaen altimens jeg har god tid til at overveje, om jeg bliver udsat for en eller anden form for snedigt scam… Stille og roligt lister vi rundt i byen og spørger os lidt for hvor bussen mon er blevet af… Den er ved at tanke brændstof forlyder det! Fornuftigt, tænker jeg, men også lidt mærkeligt, da det lader til at alle køretøjer her er i stand til at køre på tom tank. Vi finder faktisk bussen virkelig hurtigt, og de hjælpsomme mennesker vil nu gerne have den blodige sum af 10.000 Tch for taxaturen (altså ca. 40 kroner, som jeg sikkert overlever uden de store økonomiske mén). Næste gang, hvis der virkelig er god tid, vil jeg eksperimentere med at aftale en pris før vi kører nogen steder…

Jeg entrerer bussen. Der er ikke flere sæder, hvilket en af de fire folk som arbejder på bussen løser ved at vifte en anden passeger væk fra et sæde, sådan nu er der plads igen og jeg kan sidde ned… Jeg synes det er lidt synd for den anden passegér som sikkert også har betalt, men de er meget insisterende. Det kan da godt være at bussen ikke lige er fra sidste måned, og det kan også godt være at den stort set ikke kan bremse, men hvem hænger sig i sådan nogle detaljer. Afsted er jeg, og vi bumler mod Nairobi…

Så kommer grænsen til Kenya, det er faktisk meget stille og roligt, jeg udfylder en masse papirer hvor jeg lover at jeg har forladt landet og stiller mig i en meget meget tæt kø sammen med alle de andre som også gerne vil forlade Tanzania. Fornuftigt, det går sikkert meget hurtigere hvis folk stiller sig virkelig tæt… så ser køen heller ikke så forfærdelig lang ud… Færdig med papirarbejdet, sådan. Bussen er væk… Det er min taske så også… Nå, det kan ikke løses lige nu, så jeg går videre til næste kø, som består af alle de mennesker der gerne vil ind i Kenya… Udfylder et papir med flere af mine persondata end CIA opbevarer på en gammel narkobaron, og endlig fremme ved lugen får jeg udleveret et andet stykke papir, som skal udfyldes med de samme informationer… ud af køen igen. Nu kommer der en flink mand og siger at bussen venter på mig oppe ad vejen, og vi går de små 2 km ud ad vejen… Nu kan der ikke være så langt til Nairobi længere…

I udkanten af Nairobi skifter bussen status fra at være en langtursbus, til at være en lokalbus. Vi stopper vel 20 gange og smider folk af og på inden vi når terminalen. Det er godt nok smart at de bare sådan kan bruge busserne på flere måder, meget fleksibelt. Det tager selvfølgelig lidt længere tid, så de fem timer skal selvfølgelig regnes til udkanten af Nairobi (som består af 3 milioner indbyggeren som bor i 1-etageshuse, så har man en ganske god idé om, hvor langt der er til centrum af sådan en monsterby) Alt godt på busterminalen, taxachaifførerne flokkes om mig… til lufthavnen og med første morgenfly til Addis Ababa…

Med fødderne tilbage på jorden, nu i Addis, vækker jeg mandskabet på visumkontoret. De vågner søvndrukne fra deres skriveborde men går ihærdigt i gang. Tre skriveborde, to stempler og 20$ senere er mit pas udstyret med et flot klistermærke – men kun til én indrejse må man lige mærke sig, ikke noget med ‘multiple entry’ her, det fås på immigrationskontoret i byen! Derpå vækker jeg receptionisten på Adams hotel, og kort derefter Adam. Dejligt at se ham igen.

Mere om det dér visum…

Nååja, så skal vi lige på immigrationskontoret så vi kan komme retur til Etiopien efter at have hentet køretøjer i Djibouti – det er nok bare en formsag… Vi får øje på køen af mennesker lang tid før vi får øje på visumbygningen. Fin måde at guide uvidende turister i den rigtige retning. Heldigvis er der ikke tale om en kø til vores kontor…

Efter afsluttet kropsvisitation følger nu en lang række af besøg hos en mængde skrankepa… EMBEDSMÆND! på små kontorer. Først sendes vi fra informationen over til ‘office 77′ Det finder vi hurtigt og nemt ved at spørge os lidt for. Vi sætter os til at vente sammen med en masse andre, efter at en flink dame har bekræftet at vi er gået helt rigtigt. Men det var vi så ikke… ved det rigtige ‘office 77′ bliver vi bestemt genet tilbage til informationen, som sender os tilbage til ‘office 77′. Her taler vi med en flink mand, som på sin egen noget bestemte, men sikkert velmenende måde fraråder os vores forehavende… Efter 10 gange at have forsikret os om at det er umuligt, sender han os videre til ‘office 98′. Her henviser de os hurtigt til ‘office 80′ hvor Mr. Salomon sidder og tager alle de vigtige beslutninger. På døren til ‘office 80′ står der at vi skal gå til ‘office 81′, hvor vi sporenstregs bliver afvist og sendt tilbage til den flinke men bestemte herre som går rundt foran ‘office 77′. Vi står tilbage med en klar fornemmelse af deja vu…

Trods vores tre timers anstrengt smilende insisteren, er slaget vidst tabt for denne gang. Man kan godt tage til Djibouti og hente køretøjerne, men man kan ikke komme ind i Ethiopien igen, for man kan kun få ‘single entry’-visum… Nu skal vi godt nok til at finde på sjove alternativer… igen…

/Rune

Ekspresruten til Etiopien

tirsdag, 4. januar 2011

Afgang lørdag formiddag, farvel til en kæreste, der gør sit yderste for at holde masken. Til lufthavnen – farvel til forældre, der ikke helt klarer det samme.

I Istanbul bliver gaten ændret i sidste øjeblik, så alle skal til den anden ende af lufthavnen. Efter endnu et sikkerhedscheck boarder vi en bus, der kører tilbage til den første ende. Alle i bussen skal flyve fra Istanbul, Tyrkiet til Addis Ababa, Etiopien. Det kan ses på medpassagerene, her er ca 5 hvide. Nogen holder nogen andres baby mens de andre kæmper med pakkenillikerne, og jeg konkluderer, at de nok rejser sammen. Men efterhånden som folk indleder samtaler på kryds og tværs, går det op for mig, at det bare er sådan man gør. Den her bus kører tydeligvis ikke i HT-området.

Om bord på flyet kommer jeg til at sidde ved siden af en fyr på min egen alder. Inspireret af busturen lader jeg os falde i snak. Fyren hedder Atakilti (tryk som: ata’kilti). Han er på vej på en måneds ferie efter halvandet år i København på et stipendium til en master i jura fra KU. Vi snakker hele turen om løst og fast og flirter lidt med stewardesserne, der kommer med vin, for flyet er gået tom for øl. Vi udveksler kontaktoplysninger, og aftaler at jeg skal ringe til ham den efterfølgende morgen. Så har en slægtning måske et godt og billigt værelse til mig i samme hus han selv skal bo i i Addis. Han vil ikke tage mig med derhen direkte, for slægtningen skal først spørges, og hun sover når vi lander kl 2 om natten – jeg knalder brikker et par timer på en bænk i lufthavnen indtil solen står op.

Atakiltis slægtnings 4 udlejningsværelser viser sig at være fyldt  op, men han kommer alligevel og henter mig i lufthavnen og får forhandlet en nogenlunde taxapris til et andet hotel han selv har boet på. Værelset viser sig at koste 45$ for mig som faranji, mens de åbent fortæller ham, at for ham ville det koste 250 birr (hhv ca 270 og 83 dkk). Min pris er noget over budget, men jeg er træt og tager imod. Værelset er ok: ren seng. Men der viser sig ikke at være varmt vand, toiletbrættet er gul-stænket, og så er der ikke engang wifi.

Atakilti og hans fætter, Gaetahun – en destingveret juraprofessor – inviterer mig på morgenmad og betaler igen, for jeg har stadig ingen birr. Efter de har kørt mig til et sted at veksle, kører de mig tilbage til hotellet – Ahh søvn.

Efter et par timer på øjet går jeg ud og ser på byen. Den dis jeg om morgenen havde forventet ville brænde af i løbet af dagen er snarere blevet tykkere – det er ikke dis men os. Der er mange biler i Addis, og de fleste af dem får vores Landcruiser til at ligne en moderne green-line-model.

Overalt er nye skyskrabere ved at blive opført, og imellem dem ligger nærmest karikerede bølgeblikbyer. Her er ikke mange hvide mennesker, så folk glor grundigt. Men ved øjenkontakt hilser og smiler de oftere end de ser væk. Her er også mange, der råber “Sir!” for at få lov til at pudse mine sko for 1 krone, tigge eller lignende, men de færreste er egentlig påtrængende.

Ligeså pebret jeg synes hotellet er, ligeså billigt er det at spise. En Cola og en kage får jeg for 3,50 kr og for en ny-friteret samosa må jeg slippe hele to-tredjedel kr.

Om aftenen mødes jeg igen med Atakilti til middag. Han tager mig ud til en traditionel Etiopisk ret – hakket råt kød med chili. Jeg får lov til at få mit stegt. Mit kød er stegt i ‘riigeligt smør’ , og uden andet tilbehør end rullebrød bliver øjnene og tungen for en gangs skyld mætte før maven.

Efterfølgende mødes vi igen med hans fætter og får øl på en lokal bar. Både Atakilti og Gaetahun er pænt klædt på. Jeg er bare i t-shirt og hættetrøje, så jeg spørger, om min påklædning er underlig – det er den ikke, siger de, ikke for en hvid mand. Det er nemlig velkendt i hele Afrika at hvide mænd ikke går op i deres udseende.

Jeg bliver kørt hjem endnu engang (promiller tager de vist ikke så tungt), hvor jeg skriver dagbog.

Det har været en spændende dag, der også indeholdt lærerige samtaler om Danmark set med en gæsts øjne.

Fun-facts om Etiopien: Etiopien er ortodoks kristent. De er ikke gået over til den Gregorianske kalender, men har i stedet 13 måneder (deraf turistslogannet “13 months of sunshine”): 12 måneder på 30 dage og 1 på 5 dage. Kalenderen er 7 år forskudt, så de fejrede årtusindskifte 2006/7. I øvrigt tæller de (som os) døgnet i 2×12 timer, men deres kl 12 kalder vi kl 6 – den nye dag starter meget naturligt ved solopgang. I øvrigt er Rune og jeg inviteret til juleaften på fredag 7/1.

/Adam