Guten Heute leute, es ist heute samstag und Sie hören radio 55-33…

Det er lørdag eftermiddag, vi sidder alle 5 og er meget koncentrerede om hver vores computer og internet. Endelig har vi god tid og endelig finder vi noget net der er holdbart, så nu gælder det om at få lagt videoer, billeder, film og ikke mindst opdateringer op på hjemmesiden, så der er noget at læse for alle derhjemme, dem vi har mødt undervejs og dem vi kommer til at møde. Det har været lidt trægt med internet og med at få smidt et par opdateringer op, siden vi kørte fra Kenya, så det bliver der rådet bod på nu.

 Vores kort og GPS fortæller os, at vi lige nu sidder i Swakopmund, Namibia. Vi har nu været afsted i 127 dage 6 timer 23 minutter 41 sekunder fortæller tælleren inde på hjemmesiden, lige nu, og vi har under 3 uger tilbage før vi står på dansk jord…7…9…13… Det er godt nok underligt at tænke på, men selvfølgelig også rart.

- hvad sker der i morgen, hvad skal jeg lave når jeg kommer hjem, hvilken souvenir skal jeg købe med hjem, hvordan bliver det mon ikke at skulle fragte sig fra A til B hver dag, når vi kommer hjem…det er nogle af de tanker der går igennem mit hoved, nu hvor vi er ved at være i mål. Det er dog ikke noget der spolere den sidste tid vi har sammen på turen, jeg læder mig til at køre de sidste km med drengene og jeg glæder mig til at vi køre ind i Cape Town, løber ud af af bilen, hopper af motorcyklerne skyder proppen af en flaske champagne og giver hinanden et ordentligt kram.

I Malawi startede vi med, at fejre Runes fødselsdag, hvor vi havde besluttet os for at give ham et strygejern!!! åndsvagt? måske, men han har det stadig, så glad blev han da. Vi fejrede ham et sted der hedder Mayorka Village “for young and heart”, super hyggeligt backpackersted der ligger på en frodig klippeskråning ned til vandet, med hytter placeret rundt omkring og trappesystem der fører en rundt. Stedet lagde virkelig op til afslapning, og det blev der også gjort. Vi var på tur med båd og så fiskeørne, hoppede i vandet fra klipper og sad med de sødeste hundehvalpe i skødet, der var 7 stk af dem hvor vi boede og vi var så tætte på at tage en af dem med os i bilen. Derfra kørte vi sydpå til Monkey Bay, hvor vi så kæmpe sorte insektsværme ude over vandet, de frodigste egne vi ikke har set mange steder i Afrika og rigtig mange mennesker over det hele. Vi boede på “Fat Monkey” i Monkey Bay hvor vi faldt lidt i snak med et ældre svensk ægtepar, som kiggede lidt efter vores bil da vi kom kørende ind på pladsen. Det viste sig, at de faktisk havde kigget på samme bil og havde også prøvekørt den, før vi købte den…verden er godt nok lille.

- Vi har klaret at køre igennem 3 lande på en dag, 2 gange. Første gang fra Malawi gennem Mozambique og ind i Zimbabwe og anden gang fra Zimbabwe gennem Botswana og ind i Namibia. Vi missede ikke rigtigt noget af at køre direkte igennem Mozambique, der var så p.ssevarmt, så vi svedte som svin hver gang vi bare stoppede et minut. Botswana havde vi egentligt hørt godt om, og var lidt ærgerlige over ikke at se lidt mere af…men sådan er det når der lige pludseligt er en tidsplan at skulle tage hensyn til.

Efter at have kørt fra Kenya til Zimbabwe, hele vejen på asfalt, synes vi alle det kunne være lidt sjovt, at komme ud og køre på lidt jordveje. SÅ der blev kigget lidt på kort og tilsvarende på GPS for at se om kortvejene også var på GPS’erne. Ved en ren tilfældighed mødte vi en mand, eller rettere sagt, han mødte os. Han synes ikke vi skulle køre videre i mørke og inviterede os derfor hjem til sit hus hvor vi blev inviteret på pizza og overnatning i haven. Han arbejder som naturkonservator/skovfoged, jager krybskytter, genopbygger naturparker og forsøger at få de truede dyrearter op på banen igen. Det viste sig, at han kendte det område, Lake Kariba, vi havde i tankerne, som hans egen bukselomme og vi gjorde god gavn af hans viden om området. Vi endte med at køre rundt på jordveje i 3 dage, hvilket var en fed oplevelse, det gik ret nemt da regntiden vidst ikke har været så slem hernede, så vejen var knastørre og vi drønede bare afsted. Efter 3 dage var vi ved Victoria Falls, hvor vi endte med at tage en hviledag. Første dag så vi vandfaldet og blev alle drivvåde fra top til tå, godt vi ikke havde digitale  spejlrefleks- , video- og kompaktkameraer med alle sammen!!! på andendagen var vi ude og rafte på Zambizi River…SHIT HVOR VAR DET FEDT…nøj hvor er der nogle vilde kræfter på spil på sådanne en flod. Det ene øjeblik ku vi kun se vand og det andet øjeblik kunne vi kun se himlem, det gav et sus i maven som kun kunne komme ud af kroppen ved hjælp af et ordentligt YYYAAAaaahhaaaaaaaaaaa….guiderne havde i løbet af dagen filmet alle bådene der var afsted og havde flækket en film sammen som vi var oppe at se om aftenen på en bar der hedder “Shoe String”, noget af filmen kommer formentligt på hjemmesiden. Her faldt vi i snak med nogle canadiere og festede med dem resten af aftenen, hvilket resulterede i, at folk smed hinanden i poolen, en tur i byen som alle burde være!!!

- der var god plads på en eller anden måde, ingen køer på vejen…

Som tidligere nævnt sidder vi nu i Swakopmund, i Namibia. Vi kørte ind i Namibia søndag og fik helt indtryk af vi kørte sydpå af de tyske motorveje, på vej mod alperne…altså hvis man så bort fra aberne der løb over vejen, elefanterne der stod i vejkanten som nogle kæmpe mastodonter som man ikke har lyst til at komme for tæt på, skiltene der fortæller en man skal være opmærksom på “pumpaer/vortesvin”, næsehorn og elefanter. På de normale asfaltvej må man køre 120 km/t, men når vi drejer ind på jordvejene har vi godt nok skulle sænke farten til 100 km/t, for det er jo en helt normalt ok fart at køre på grusveje…hvis man er rallykøre!!!

- Vejene er så godt asfaltbelagte og så snorlige, at vi næsten kan se frem til den næste by, selvom den ligger 150 kmforan os!!!

vi har overnattet ude i et reservat, hvor en mand ikke var så tilfreds med at vi camperede i hans område, indtil han lige fik lidt betaling, her vågnede vi op til 3 giraffer som stod 50 m, det kan næsten ikke blive mere Afrika end det. Derfra kørte vi til et område der hedder Spitzkoppe, som er et klippetærren, der ligger midt ude i ørkenen, det ser meget vildt ud på afstand. Vi har medbragt klatreudstyr på turen og ved et rent tilfælde slog vi lejr ved siden af en masse boltede ruter, vi så dem ikke da vi kom da det var blevet mørkt. Så dem var Andreas og Rune oppe at lege lidt på forleden, inden vi kørte ud til kysten. Det første vi gjorde da vi kom ud til kysten var at køre ned til vandet, af med tøjet og så i bølgen blå med os…ikke så varmt som ovre på den anden side i det Indiske Ocean, men varmt nok til at vi alle måtte en tur under. Fra badeturen og til vi er nu var der 75 km, hvor vi fik taget et par billeder hjem til nogle af vores sponsorere og et par gruppebilleder. Nu er vi snart færdige med at være på nettet, alt hvad der skulle klares er klaret og maverne er ved at være sultne.

Håber alle hjemme har det godt.